Bibelselskabet er DanskOases indsamlingspartner under SommerOase 2026, der både arbejder for at gøre Bibelen nærværende i Danmark – og samtidig rækker langt ud over landets grænser, når mennesker står i krise. Årets indsamlingspartner er Bibelselskabet, og sammen vil vi samle ind til bibelsk traumehjælp i Ukraine.
Hvem er Bibelselskabet?
Bibelselskabet er en almennyttig, kirkelig institution. Bibelselskabets formål er at udgive Bibelen og bibelsk materiale og at fremme bibelbrug – og samtidig støtte internationalt bibelarbejde.
Arbejdet bæres af flere hovedområder, bl.a.:
- Indsamling
- Forlag og bibelfremme
- Bibeloversættelse
Bibelselskabet er en del af De Forenede Bibelselskaber der tæller 155 bibelselskaber der arbejder i 240 lande og territorier. Det Danske Bibelselskab støtter gennem De Forenede Bibelselskaber 23 lande med oversættelse, traumehjælp og bibeldistribution.
Vision: Bibelen skal være nærværende
Bibelselskabets vision er, at Bibelen både skal have betydning kulturelt, historisk, eksistentielt og trosmæssigt – i det offentlige rum og for den enkelte. Derfor arbejder Bibelselskabet løbende med udgivelser og oversættelser, så Bibelen kan læses på et sprog og i en form, der er anvendelig for mennesker i dag.
Projekt: Vær med til at skabe håb i Ukraine
I 2026 samler vi ind til Bibelselskabets projekt til støtte for bibelsk traumehjælp i Ukraine – et arbejde, der har været en central del af Det Ukrainske Bibelselskabs indsats siden 2015.
Bibelsk traumehjælp kombinerer moderne psykologi og sjælesorg i gruppeforløb og lejre. Her skabes rum for sorg og heling – og for at finde ord til det, der gør ondt. Deltagerne arbejder blandt andet med samtaler, kunstterapi og temaer som vrede, tilgivelse og håb – med inspiration hentet direkte i Bibelen.
Lejre for børn og enker

En vigtig del af indsatsen er lejre for:
- Børn, der har mistet en forælder
- Krigsenker
Her får deltagerne en pause fra hverdagen og mulighed for at blive mødt med omsorg, fællesskab og støtte.
På en af sommerens lejre delte en dreng sin oplevelse med gruppen:
”Min superkraft er ikke at føle smerte. Jeg skal være stærk, så min mor ikke græder. Det er derfor, jeg ikke føler smerte. Jeg er stærk.”
Herefter tegnede han sig selv med sorte øjne: ”Så kan jeg ikke se smerten,” forklarede han.

Ifølge Victoria Raychynets, leder af traumearbejdet, er børnenes hjerter fyldt med sorg – men samtidig åbne og tillidsfulde over for det, der sker på lejren. Og netop det at blive set, accepteret og elsket kan være med til at åbne for, at følelser kan få et sprog, og håb kan få plads.
Hvad gør jeres støtte muligt?
Bibelselskabet fortæller, at det koster ca. 1600 kr. at have én deltager med på lejr i fem dage (inkl. overnatning, måltider og materialer). Når vi samler ind på SommerOase, er det altså helt konkret:
1 deltager = fem dage med ro, fællesskab, støtte og håb.
Den ukrainske regering anslår, at 80 % af befolkningen i Ukraine er traumatiserede, og kun 70% af krigsenkerne får hjælp pt. Behovet er enormt, og derfor er der brug for at opgradere arbejdet med flere psykologer, lejrpersonale og oplæring af frivillige, samt oprettelse af nye centre rundt i landet.
Tak fordi du er med
Når vi samler ind på SommerOase 2026, gør vi det sammen – som et fællesskab, der vil være med til at skabe håb, hvor mørket er tungt.
Du kan være med ved at støtte indsamlingen i StoreTelt under SommerOase 2026.