Støtten fra SommerOase 2023 sender hospitalsbusser ud til Indiens fattigste områder
Gert Svendsen, formand for Agape indien, har sendt denne hilsen for at sige tak, og for at dele, hvordan donationerne fra sidste års SommerOase gør en forskel for udsatte i Indien.
Kære venner på Sommeroase.
Jeg (Gert Svendsen, red.) er netop kommet hjem fra Indien, hvor jeg har været på tur med 5 andre. Her har vi besøgt arbejdet i Grace Service Society (GSS). GSS har i efteråret 2023 gennemført 40 ture med hospitalsbussen ud i landet, hvor de har mødt en stor mængde af de allerfattigste mennesker. Disse grupper har nu fået første screeninger af diverse sygdomme.
Det har været en stor glæde for GSS, at SommerOase valgte os som indsamlingspartnere sidste år. Jeg skal på vegne af Biskop Jacob takke alle givere, og alle, der tænker på og beder for arbejdet i Indien.
En del af de mennesker, der bliver undersøgt, har behov for yderligere undersøgelser. Derfor har GSS lavet en række kort, som de udleverer ved bussen, når der er behov for yderligere hjælp. Disse kort giver patienter adgang til GSS’s nye hospital i byen Khammam i det østlige Indien. Her får de gratis undersøgelse, yderligere blodprøver og behandling. Det er de fattigste, der får dette tilbud, og det er allerede blevet til stor velsignelse for mange mennesker.
Udover behandling får de også et møde med sygeplejersker og læger, der har troen på Kristus, og som via deres omsorg får lov til at være vidner om den Kristus, som vi er kommet til tro på.
Endnu engang tak for jeres store velvilje ved indsamlingen sidste år.
Kærlig hilsen
Gert Svendsen og Agape Indien