Tema 2024
Tema 2024
Hellig: Hel og Anderledes
En af kirkens gamle bekendelser sætter ord på kirkens fire kendetegn “vi tror på… én, hellig, almindelig og apostolsk kirke”. Det indrammer Oasebevægelsens temaer over en fireårig periode. På SommerOase 2023 mødtes vi under temaet “Sammen” med udgangspunkt i kirkens enhed. I 2024 tager vi udgangspunkt i kirkens hellighed, og vi vil sammen genopdage troen på Gud – den hellige, der danner sig et helligt folk.
Vi kalder temaet: Hellig: Hel og Anderledes. Kaldet til hellighed er en rød tråd igennem Bibelen: ”Så vær da hellig, som jeg er hellig.” Hellighed rummer det, som er anderledes end det almindelige. Det som er sat til side for Gud for at tilhøre ham. Det rummer samtidig den helhed, som er i Gud selv. Hellighed har betydning for det blik, vi har på livet som ukrænkeligt, særligt, uerstatteligt. Det kaster lys på os som kirke: I er et helligt folk. Og endelig rummer helligheden det etiske forhold for, hvordan livet leves.
Kirken er altid ved at blive, hvad den allerede er i kraft af troen. Helligheden begynder aldrig hos os, men hos Gud og det liv, han skabte, som i sig selv er helligt. Vi mistede herligheden – vores hellighed, men modtager den påny gennem dåb og tro på Kristus. Det gav de første kristne mod til at betegne menigheden som Guds helligdom. Kroppen betegnes som et tempel for Gud. Og Helligånden er netop et nærvær af Guds hellighed midt i vores smukke og vanskelige tilværelse.
Hellighed er noget skænket, og der er noget, vi vedvarende bliver i dannelsen hos Jesus Kristus. Vi ønsker med temaet både at kalde til et helligt liv, men også at standse op i forundring over selve livets hellighed og den umistelige værdighed, der skænkes os som skabt i Guds billede.
Hellig: Hel og Anderledes