Vi prøver noget nyt!
I år bliver formiddagsmødet fra 10-12 inddelt en smule anderledes, end du måske er vant til. Fra kl. 10:00-11:10 vil der være bibeltime og samtale i grupper, og efter en kort pause vil der fra 11:20-12:00 være forfatterinterviews!
De inviterede forfattere har hver især skrevet en spændende og inspirerende bog om et aktuelt tema, og hver dag vil en af dem indtage den varme stol. Her vil de i samtale med en dygtig journalist fortælle om tankerne bag deres bog, og hvordan den knytter sig til forskellige aspekter af hellighed – som også er temaet for SommerOase 2024.
Her er dem, du skal glæde dig til at høre:
Mandag d. 15 juli: David Viftrup, Med Gud på arbejde
David Viftrup er daglig leder i Aarhus Valgmenighed. Med Gud på arbejde tager udgangspunkt i den kontrast, der kan opleves mellem at tjene Gud og gå på arbejde, hvilke tanker Gud har omkring arbejdslivet, og hvordan du kobler dig på hans agenda på dit arbejde. Læs mere her.
Tirsdag d. 16 juli: Kasper Bergholt, Jordnær Teologi & Søren Holst, Klima, håb, tro og handling
Kasper Bergholt er teologistuderende, forfatter, bibelunderviser og foredragsholder, og Søren Holst er ph.d. i teologi og lektor på Afdeling for bibelsk eksegese. I deres udgivelser tackles spørgsmål om klima og vores plads i Guds skaberværk fra et teologisk synspunkt. Læs mere om Kasper og Sørens bidrag ved at klikke på deres navne.
Onsdag d. 17 juli: Kamilla Jakobsen, Jeg ville ønske, at jeg var lettere at elske
Kamilla er gadediakon fra Fyns Valgmenighed. Hun udgav 22. april i år en bog om sine oplevelser som diakon, som består af essays fra Kamilla selv og kunstneriske bidrag fra de udsatte mennesker, hun er blevet venner med. Læs DanskOases interview med Kamilla her.
Torsdag d. 18 juli: Alma Berggren, Hvil ud hos Gud
Bogen er Almas personlige beretning om hendes erfaring med stress, men også om, hvordan Gud hjalp hende ud på den anden side. Læs mere her.
Fredag d. 19 juli: Peter Kofoed, Forbilledlig uperfekt
Peter Kofoed Herbst er foredragsholder, forfatter og præst i Kronjyllands Frimenighed. I bogen her undersøger han, i spændingsfeltet mellem Jantelov og perfekthedskultur, hvad der kendetegner det sunde forbillede. Læs mere her.