MAF og Mercy Ships er de to indsamlingspartnere, som SommerOase 2024 støtter med en portion af årets kollekt. MAF er en luftbåren organisation, der flyver ud for at hjælpe de mennesker, der bor langt fra hospital og sundhedsvæsen. I dette indlæg præsenterer MAF sig selv og sine projekter.
I Papua Ny Guinea må mange gå i dage eller uger for at se en læge.
En stor del af befolkningen i Papua Ny Guinea bor i fjerne landsbyer. Hele 80 procent bor så langt ude på landet, at det kan tage dage eller uger for dem at gå til en bemandet sundhedsklinik eller et hospital. De har altså stærkt begrænsede muligheder for at blive undersøgt eller behandlet af en læge. Så når SommerOase i år samler ind til MAF, betyder det, at vi kan gøre en stor forskel ved at flyve læger, sygeplejersker og tandlæger ud til disse landsbyer.
Din gave til indsamlingen på årets SommerOase vil bl.a. gå til, at mennesker i Papua Ny Guinea kan blive tilset af en læge, børn kan blive vaccineret, gravide kan få jordemoderkonsultationer, og børn og voksne kan få undervisning i sundhedsfremme. Det gør en enorm forskel i områder, hvor der ofte er lokale epidemier af tyfus, tuberkulose, malaria og leverbetændelse, og hvor 43 ud af 1.000 børn dør, før de bliver fem år.
Læger må flyve til landsbyerne
Mission Aviation Fellowship (MAF) har siden 2017 fløjet sundhedspersonale fra Kompiam Distriktshospitalet ud på såkaldte sundhedspatruljer i Enga og East Sepik-provinserne. Patruljerne består af en læge, en tandlæge og et par sygeplejersker, og de opholder sig typisk i en landsby i 3 dage, hvor de holder åben og gratis konsultation, vaccinerer børn og ikke mindst underviser i hygiejne, fødselshjælp og tandpleje.
Og det hjælper. Et eksempel er området Malaumanda, fortæller læge Rebecca Williams, der har arbejdet på Kompiam Hospitalet i ni år:
”I rigtig lang tid har der ikke været alvorlige udbrud af dødelige smitsomme sygdomme. Det skyldes, at vi kan flyve ud fra hospitalet.”
Der er også altid en præst med på sundhedspatruljerne, som taler med mennesker, beder for dem og underviser landsbyens befolkning i bibelen.
Ved akut sygdom flyver MAF patienten på hospitalet
En del af SommerOases indsamling vil også gå til MAF’s ambulanceberedskab i Papua Ny Guinea. Her kan en landsby kontakte MAF over radio for at tilkalde en akut flyvning, og på under en time kan en patient i livsfare flyves til en bemandet sundhedsklinik eller et hospital.
MAF råder over 10 fly i Papua Ny Guinea og bruger dem til at flyve for 70 forskellige organisationer, kirker og hospitaler. Udover Papua Ny Guinea er MAF også til stede i 23 andre lande i Asien, Afrika og Sydamerika.
Under Sommeroase kan du møde Rebecca og Tajs Würtz Jespersen, der er udsendt af MAF til Papua Ny Guinea. Tajs Würtz Jespersen har som kommunikationsmedarbejder for MAF fløjet med lægerne fra Kompiam Distriktshospitalet til forskellige landsbyer.